Formålet med at ændre sin kost må primært være at blive mere levende her og nu. Måske er det knapt så interessant at spise for at undgå et eller andet. Hvad giver dig mest liv? Hvad giver dig grundlag for at udfolde dig fysisk, følelsesmæssigt, intellektuelt og spirituelt nu og i tiden fremover?
Det ved videnskaben ikke ret meget om. Den beskæftiger sig langt overvejende med sygdom og umådeligt lidt med, hvad der kan hjælpe os til et levende liv, hvor alle menneskets sider får de bedste betingelser. Men den viden ligger til gengæld gemt i hver enkelt af os. Hvis ikke vi var så bedøvede af forskellige forhold i vores liv, hvis vi havde bevaret vores naturlige sans for at mærke – ja så ville vi stadig kunne sanse, hvad der er godt for os.
Det har ofte vist sig, at de videnskabelige teorier ikke holdt mål i virkelighedens verden. De officielt anerkendte videnskabelige beviser er kommet til kort i forhold til erfaringerne.
Lyt til dig selv
Hver især er vi født som unikke personer med hver vore behov og muligheder. Noget af os bliver mødt og accepteret af omverdenen, andet fornemmer vi må gemmes væk – det passer ganske enkelt ikke ind i den familie eller kultur, som vi er født ind i. Følelser, fantasier, biologiske behov og meget mere lader vi falde i søvn. (more…)





