26. April 2024

Kost, sandhed og den frie tanke

af Helge Volkmann. læge

Det er svært at vide hvad der er rigtigt og hvad der er forkert. Så skal man spise efter det glykæmiske indeks. Så er det blodtypekosten der er løsenet. Middelhavskost da – det løser alle problemer. South Beach. Eller måske bare en fedtfattig kulhydratrig diabeteskost? Og hvorfor ikke prøve en kulhydratfattig fedtrig kost?

Kernesund familie kom ud med et budskab – her er vi, vi har prøvet det her og vi synes det har fungeret godt for os. Nu fortæller vi det, så I også kan prøve det, hvis I synes. Det var en rigtig god ide, for det fik mange til at tænke. Og det fik mange til at føle efter – hvordan har jeg det egentlig med min mad?

Men myndighederne blev sure. Det ligner ikke noget at den menige forbruger begynder at tænke selv, skabe sig sine egne ideer om hvad der er god kost, baseret på egne erfaringer. Borgeren – det er sådan én man er, når det er myndighederne der drager omsorg – skal ikke begynde at være sin egen læge. Lyt til os og gør som vi siger. Vi har forsket og fundet dette rigtigt.

Har nogen hørt at mælk er sundt? Ikke også!!! En halv liter om dagen for sunde knogler og sunde liv. Ærgerligt nok er der ikke nogen særlig bevis for at dette er rigtigt – videnskabeligt set. Det indrømmer flere videnskabelige hold og selv det statslige ernæringsråd har udtalt at det er mere end tvivlsomt om påstanden holder.

Ikke desto mindre bliver det nærmest anset for omsorgssvigt at lade være med at give børn ½ liter mælk om dagen. Og de voksne skal da også fyldes med den hvide drik. For man mener ikke, at der er videnskabeligt bevis for at det er skadeligt. Det er der imidlertid mange studier, der viser. Og mange studier viser at mælk hverken gavner helbred, knogler, slankning eller noget andet. Mælk markedsføres som et sundhedsserum – det er faktisk ikke tilladt ifølge dansk lovgivning. Det er en sundhedsanprisning.

Nå, men myndighederne puster sig igen op – borgeren skal ikke være sin egen læge i dette spørgsmål heller. Med andre ord. Overlad tænkningen til myndighederne og følg trop. Det er ren Dansk Folkeparti. Det er desværre sevet langt ind i systemet.
Tværtimod, kære venner. Stol på jeres erfaringer. Når noget virker forkert, så er det sikkert også forkert – for dig. Men ikke nødvendigvis for naboen.

Der er en ide om at kolesterol er farligt. Mættet animalsk fedt giver åreforkalkning! Igen må jeg skuffe den der vil have lette løsninger. Det er ikke bevist. Påstanden lever blot hårdnakket videre helt op i det øverste af det videnskabelige hierarki. Der er mange endog store studier, der viser at åreforkalkning og mættet fedt, LDL-kolesterol eller total kolesterol ikke viser nogen sammenhæng. Derimod er der en sammenhæng til markører for inflammation/irritation i kroppen.

Kolesterolsænkende medicin sænker kolesterol – i hvert fald statinerne. De hæmmer også inflammation. I studier hvor inflammationen er faldet, er hjerte-kar sygdomsfrekvensen og dødeligheden også faldet – uden at kolesterol har flyttet sig. Det samme ses med studier med fiskeolie eller hvidløgsekstrakt.

Drejer det sig om at behandle inflammation, så ville det være bedre at finde noget der ikke er så behængt med bivrikninger som statinerne. Vi vil gerne undgå træthed, muskelsmerter  og –nedbrud, hukommelsestab, Alzheimer, koncentrationsbesvær, depression, besvimelser mv.
Kolesterolsænkningen er en kedelig bivirkning ved statinerne. For kolesterol er vigtigt for nervesystemets regeneration og for infektionsforsvaret. Desuden bliver energistoffet Q10 blokeret. Cellernes brændstof forsvinder.

Jeg har præsenteret lav-kulhydrat, høj-fedt kosten på min hjemmeside www.kostmedmere.dk. Denne kost der baserer sig på mættet fedt og udelukker brødkorn i alle dets afskygninger viser bedre resultater i forhold til sukkersyge og kolesterolkontrol og dermed hjerte-kar sygelighed og dødelighed end den klassiske kost til folk med sukkersyge.

Det er vigtigt at den enkelte ikke overlader sin skæbne til officielle retningslinier. Glem aldrig at lytte til dine egne erfaringer. Med videnskab kan bjerge gøres flade og månen blive en ost. Bare man gør det smart nok.

Speak Your Mind

*